Fortryder jeg, hvis vi ikke får et barn nu? Kan vi overkomme alt det praktiske, hvis vi får et barn mere?
Hvad gør det ved vores forhold, når vi i forvejen har travlt med de børn, vi allerede har?
Spørgsmålene kan tårne sig op, og det kan være svært at give eller finde et klart og sikkert svar, da svarene ligger i fremtiden med alle sine uvisheder og ubekendte.
Der findes ikke garantier om, hvordan det bliver, uanset om man går med det ene eller det andet valg.
Valget om et barn mere er i vores tid blevet et livsvalg, som den enkelte såvel som hvert par skal forholde sig til.
Det, der tidligere var et livsvilkår, hvor der kom de børn, der kom, er i dag i langt højere grad et bevidst valg, som ofte også kan bringe en dyb tvivl med sig. Tvivl om hvad man kan klare, tvivl om hvad der er vigtigst, tvivl om hvad man kommer til at fortryde senere i livet.
For med valget har vi et medansvar for fremtiden og alle de strabadser, konflikter og sorger der måtte komme – både hvis vi vælger et barn mere, og hvis vi ikke gør.
Det er et stort ansvar at skulle bære og særligt, hvis vi ikke er enige om valget.
Uenigheden i mellem os kan ofte farve vores tolkninger og tanker om den anden såvel som vores selvbillede.
Spørgmål som: Hvorfor skal jeg snydes for det jeg ønsker mig? Hvorfor skal du bestemme, hvor mange børn der skal være i mit liv?
Jeg bliver begrænset i det, jeg ønsker mig højest i verdenen. Børnene er vigtigere end mig, jeg får en livsforandrende beslutning trukket ned over hovedet på mig, eller hvordan skal vi nå hinanden med endnu et barn og dets behov i huset?
Det kan gøre det svært at møde den andens ståsted, ønsker og drømme for fremtiden i frygt for at blive trukket med ind i en beslutning, man ikke selv er klar til
Alle disse tanker og tolkninger er brændstof til følelserne og præger utrygheden i parforholdet.
Det kan gøre det svært at møde den andens ståsted, ønsker og drømme for fremtiden i frygt for at blive trukket med ind i en beslutning, man ikke selv er klar til.
Samtalerne om et barn mere er nogle af de mest sårbare samtaler, fordi vi i den beslutning er så afhængige af hinanden. Vi er afhængige af den andens ja eller den andens nej. Vi blotter os med at dele et ønske, som kan blive afvist.
Vi er afhængige af, at den anden formår at rumme min sorg eller min reaktion på, at jeg ikke fik det livsvilkår, jeg mest ønskede mig.
Samtidig er disse samtaler også en mulighed for på en helt særlig måde at øve sig i nysgerrigt at forstå den andens verden. Den frygt og den længsel den anden oplever. De følelser den anden har og oplever.
Spørgsmålet kan blive en meget konkret øvelse i at tackle vores forskelligheder og møde hinanden med omsorg, interesse og engagement.
Dette kan samtaler i parterapi være med til at skabe rum for.
Vores hjerne kan ikke kende forskel på uvished, stress og fare og dermed kan uvisheden ved en stor beslutning om fremtiden aktivere vores forsvarsmekanismer og alarmberedskab.
Et ønske fra mig kunne være, at vi i store beslutninger huskede os selv på at have mildhed med hinanden og med os selv.
At træne opmærksomheden mod nuet, det vi sanser, glædes over og oplever ligenu. De mennesker omkring os, som har betydning.
For når vi fokuserer der, falder vores system lidt mere til ro, og det bliver nemmere at strække sig mod hinanden, se flere perspektiver og rumme de følelser som følger med det valg, vi sammen skal tage.
Tal sammen om hvad der for hver af jer er den største hindring.
Er det praktiske ting, er det økonomiske ting, som der måske kan findes løsninger på.
Eller er det følelser eller frygt for fremtiden, som har brug for at blive mødt eller hørt af den anden?
Hvad gør det ved nuet?
Hvilken effekt har det lige nu, at vi er optaget af vores fremtidige livsvalg? Hvad gør det vores parfohold, hvad gør det ved vores følelser og hvad tænker vi om det?
Hvad mister jeg i nuet, hvis jeg er optaget af fremtiden?
Hvad andet i mit liv ønsker jeg skal være med til at definere, hvem jeg er? Hvem vi er?
Hvilke måder kunne jeg ønske mig at gøre en forskel for andre på? Hvordan kunne det komme til udtryk allerede nu?
Hvad kan vi skrue op for af opmærksomhed, aktiviteter, kram og kys i en periode i vores parforhold, hvor vi er under et særligt pres over en vigtig beslutning, der skal tages?
Måske er der ikke ét rigtigt valg. Livet rummer så mange nuancer og facetter.
Det rummer både at gå efter det vi gerne vil, men også at acceptere det som er.
Tal sammen om hvad det betyder for jer hver især, henholdvis at gå efter det vi gerne vil, og at acceptere et livsvilkår.
Hvad kunne I hver især have brug for at øve jer i i dette?
Er parterapi det sidste skud i bøssen, eller kan man godt komme med helt almindelige kommunikationsudfordringer?
